Beskrivelse
Normalt har det sin pris, at de anerkendte hvide bourgogner fra Pierre André får op til 95 point hos Natalie Maclean, Wine Enthusiast og Wine Spectator.
Denne super-Rully fra topåret 2015 koster da også fra 228 kr. og opefter i udlandet.
Vinen er fremstillet på 100% Chardonnay fra udvalgte marker i Rully-distriktet, der med sine kalkholdige og stenede terroirs er kendt for at frembringe de fineste burgundiske hvidvine i Côte Chalonnaise. Ved ankomst til vineriet presses druerne straks i en skånsomt pneumatisk vinpresse, så kun den mest delikate Chardonnay-most finder vej til den færdige vin. Denne hvide Rully er forkælet som en 1er Cru efter 8-10 måneder på 228 liters burgundiske egetræsfade. Hyppig omrøring af gærresterne (batonnage) giver vinen ”champagne-toastet” kompleksitet og en dejlig cremet tekstur.
Nyd den gerne til smørstegte fisk og skaldyr, fjerkræ, cremede svamperetter og nøddeagtige oste. Server ved 10-13°C
Elegant gylden… Næsen lokker med 2015-årgangens rige frugtnoter af ananas, honning og blomster... Frugten er elegant svøbt i smør og krydderier fra lang modning på egetræsfade. Strejf af nødder og tørret kvæde fra flaskemodningen. I munden velbalanceret med frisk mineralitet og en lækker ”Meursault-fedme”, som tophuset Pierre André opnår ved omhyggelig omrøring af de fine gærrester. Sublim Rully-value! Drik nu, eller gem 8-10 år fra høståret.